Gå i byen i Prag

Gå i byen i Prags natteliv
Der drikkes især øl, når man går i byen i Prags natteliv
Når mørket falder på, bliver Prags skyline en tand mere romantisk, og det er derfor alt for tidligt at gå i seng. Det er nu, du skal kridte skoene og ud og snuse til Prags natteliv, men hvor går man hen som turist i Prag?

Nattelivet i Prags centrum er i langt højere grad lagt an på jazz og øl end inciterende moderne rytmer. Er du til klubstemning eller storslået disko, skal du derfor i de fleste tilfælde lidt udenfor byens turistmidte. Vær dog opmærksom på, at det velfungerende net af offentlige transport kun kører mellem kl. 5 og midnat.

Fordi moderne musik havde det svært under kommunismen, er der opstået mange klubber, hvor der er en enormt god stemning og hvor man kan høre det nyeste af det nye. En klub i centrum, der kan anbefales er Klub Lavka, som ligger tæt ved Prags største seværdighed, Karlsbroen. Her er god latinomusik og en super hyggelig stemning

På værtshus i Prag
Men det er først og fremmest værtshuse med et forbløffende udbud af øl, der præger nattelivet i centrum. Er du til klassisk tjekkisk ølhygge så driv rundt i områderne Staré Město og Josefov, og lad dig lokke af lyden af munter bægerklang. Lad dog være med at lægge albuerne på bordet! En del af charmen, ved dét som nogle påstår er den største seværdighed i Prag, er nemlig de klæbrige rande af de sidste 40 års ølforbrug.

Også i området omkring Prags borg Hradchin, kan du finde mange hyggelige værtshuse, f.eks. det legendære Den Sorte Tyr, U Černého Vola i Loretánské Náměstí.

Gå i byen musik i Prag
Af musik er det mest jazz, man hører i nattelivet i centrum, det være sig på et af værtshusene, i jazzkluberne eller en af de mange spontane friluftskoncerter.

Er du mere til klassisk musik, er der nok at tage fat på i Prag. Mange kirker har gratis koncerter i løbet af ugen så hold øje med opslag. Vil du helst planlægge på forhånd, kan du købe billetter til Statsoperaen, der har klassisk opera og ballet på programmet. Billetter køber du hos Bohemia Tickets.

Prag teater
Hos Bohemia Tickets kan du også købe billetter til en af de teater pantomimeforestillinger, som Prags teaterscene er blevet så berømt for, enten i Laterna Magika eller i Det Sorte Teater. Begge teatre  imponerer med deres fantasi og poesi. Det er teater for alle sanser, og noget du ikke så hurtigt glemmer igen.
Tags: Gå i byen

Teater Laterna Magica - fantastisk sansebombardement

I Prag er der en lang og solid tradition for kreativt teater, der udfordrer sanserne på mere end en måde. Tit bliver levende skuespillere blandet med dukker, så der opstår helt fremmede verdener. Det absurde får lov til at blive poetisk på sin egen finurlige måde, og man kan slet ikke lade være med at leve med, når der svæves, drømmes og leves på scenen.

Vil du opleve det bedste af det bedste indenfor kreativt og supersmukt drømmesceneri, så skal du skynde dig at organisere billetter til en forestilling i det lille, men verdensberømte teater Laterna Magica. Ingen går uberørte fra teatrets multimedieforestillinger, der derfor hører til blandt de virkeligt seværdige attraktioner i Prag. OK, indrømmet selve bygningen er hæslig, men bare vent til lyset bliver slukket!

Teatret, der blev grundlagt i 1950-erne, kombinerer i sine forestillinger tjekkiske sagn og myter med moderne teater til storslåede cirkusagtige multimedieforestillinger, der også kan nydes, selv om man ikke taler tjekkisk. Forestillingerne baserer nemlig især på dans og pantomime. Det er svært at sidde stille, når der kommer liv på scenen i den gamle biograf, hvor teatret i dag holder til.

Det kreative teater har også spillet en stor rolle i nyere tjekkisk historie, fordi det var i baglokalerne hér, at den evigt kæderygende forfatter og senere  tjekkiske præsident Vaclav Havel var med til at starte Fløjlsrevolutionen i slutningen af 1989 og dermed i sidste ende Murens fald.

Smuk teaterforestilling
Prags fortid og nutid væves smukkest sammen i forestillingen  Fortællinger Fra Det Magiske Prag (Legendy magické Prahy), som havde premiere i 2011 og med det samme er blevet et hit. I den farverige forestilling kan du opleve alle de sagnfigurer, der har været med til at væve på historien om det sagnomvundne Prag. Historiske personer, som Rudolf II, møder fabelvæsener, som det kunstigt skabte menneske Golem og resultatet er en farverigt bombardement af alle sanser og en fantastisk indføring i Prags spændende historie.

Billetter kan købes på internettet eller hos teatrets billetkontor på samme adresse som teatret.

Laterna Magika

Ostrovní 1 Praha 1

Metro: B , Národni Trida


Operaen i Prag - Stilfuld operaoplevelse

Mozart fik uropført adskillige af sine værker i Prag og vakte vild begejstring hos byens befolkning. Operaen Figaros Bryllup, der var for løssluppen for de snobbede wienere, blev en kæmpesucces i den tjekkiske hovedstad, som den følsomme komponist derfor også elskede at opholde sig i.

Idag kan man stadig vandre i Mesterens fodspor, men enhver rejse bør begynde med musikken selv. Prags største operahus, Státní opera Praha,ligger centralt, og er et supergodt bud, for kvaliteten er høj og priserne særdeles fair.  

Státní opera Praha har en lang tradition for at byde verdensnavne velkommen, så  der kan vente store overraskelser i kulissen. Det betyder dog også, at det er en god idé at bestille billetter på forhånd via Internettet.

Selve bygningen er bygget i slutningen af 1900-tallet og byder på alt det guld og rødt velour, man kan forestille sig. Publikum forventes at være pænt klædt på - så frem med slipset og de pæne kjoler.

Er du i Prag ved nytårstid, bør du unde dig og dine ledsagere at opleve operaen Flagermusen på scenen. Nyd et glas champus i pausen og glæd dig over dit held.

Státní opera Praha
Legerova 75, Prag 1
Billetter: www.bohemiaticket.cz

Palác Akropolis - tjekkiske DJs og udenlandske kunstnere i munter samklang

Palác Akropolis

Diskotek, spillested, kulturcenter og mange andre kasketter, passer på Palác Akropolis i Prag, der ligger på grænsen mellem Žižkov (Prag 3) og distriktet Vinohrady.  Bygningen Palác Akropolis, der stammer fra 1920’erne er en arkitektonisk juvel, der blev bygget som teater med tilstødende kulturcenter. 

I 1990’erne blev bygningen frisket op, og i dag er Palác Akropolis uhyre populært hos Prags unge. Der er musik hver dag indenfor alt fra pop til jødisk klezmermusik, og en del af koncerterne og diskoaftenerne er oven i købet gratis. Læg dertil billige drinks i en kreativt indrettet  bar i akvarium look og billig, men god mad i restaurant i samme stil,  så har du opskriften på succes. Planlægger du at dykke ned i Prags natteliv, så er det en god ide at besøge Palác Akropolis.

Palác Akropolis
Kubelíkova 1548/27, 130 00, Praha 3

Åbeningstider: Hver dag fra 19-05, restauranten dog fra klokken 11-0.30
Metrostationen:  Jiřího z Poděbrad

En autentisk tjekkisk bar

Du kan ikke rejse til Tjekkiet og Prag uden at have besøgt en af de mere end 20.000 barer, der er i selve Prag, og smagt en tjekkisk øl.

En autentisk bar er fx ”The Golden Tiger” (U Zlatého Tygra) midt i Prags gamle bydel. Den har bl.a. haft besøg af Bill Clinton, da han besøgte Prag i 1994. Han blev inviteret af den daværende tjekkiske præsident Václav Havel, da han ville vise, hvordan en ægte tjekkisk bar så ud.

Abonnér på feed Abonnér på feed Bookmark and Share