Jazzmusik spiller en stor rolle i Prags aften- og natteliv. Så du skal unde dig selv en aften med jazz, mens du er på ferie i Prag. I alle kvarterer er der jazzklubber, hvor skiftende bands optræder om aftenen. Især hvis du er til freestyle jazz af den tilbagelænede slags, kan du få mange gode oplevelser, når du går i byen i Prag. Lad dig ikke skræmme af det lidt slidte og skrammede udtryk, som mange af stederne har. Der kan sagtens vise sig at være en skjult seværdighed og en kunstnerisk juvel i et mørkt kælderlokale.
Historisk jazz
Grunden til at jazz spiller en så stor rolle i Prag er historisk: Jazz blev anset for at være en slags kreativ protest mod det kommunistiske diktatur og især freestyle, hvor der improviseres meget havde det rygte. Mange jazzklubber er derfor pyntet med moderne kunst, fordi alle slags alternative kunstnere betragtede koncerterne som en kreativ kedel i Prag og lod sig inspirere. Interesserer du dig for kunst kan du derfor gøre sjove opdagelser i Prags klubber.
Jazzklubben Ungelt
Jazzklubben Ungelt ligger i Den Gamle By og er helt som den slags skal være: Dvs. et kælderlokale med mørke vægge, hvor lugten af øl og røg stadig hænger ved. Kælderen og bygningen er ældgammel og har en bevæget fortid, men klubben er ret ny. Den har dog allerede fået et solidt stampublikum i Prag og mange henrykte gæster i alle aldre.
Fordi klubben ikke er så stor, er der en ret intim stemning, og det føles næsten som om man er til en privat fest. De mange turister minder dig dog hurtigt om, at du befinder dig i det historiske centrum af Prag.
I stueetagen kan du drikke og spise lidt civiliseret og godt i klubbens ølstue, Den Gyldne Trompet, før du går nedenunder og forsvinder ind i musikken. Om sommeren kan man også spise udenfor på en lille terrasse. Her skal du dog huske, at man ikke kan følge med i, hvornår koncerterne begynder. Og der er run på pladserne.
Ungelt har mange gæsteoptrædende kunstnere fra ind- og udland. Der er live koncerter hver aften og altid noget at komme efter. Tjek deres program eller vov pelsen ved at droppe ind forbi ved 19-tiden. Som i de fleste jazzklubber i Prag skal man betale for at komme til koncerten.
Jazz og Blues Club Ungelt
Týn-Týnská ulička 2