Efter mindre end 30 sekunder ved Karlsbroen har du endegyldigt indset, at du ikke er den eneste turist i Prag. Og det er ikke så underligt, for der er så meget at se på og opdage, at du hurtigt kan få hold i nakken og vabler på fødderne, når du første gang kommer til Tjekkiets hovedstad. Derfor kan du også hurtigt miste overblikket over, hvor du skal hen, og hvad der er hvad. Inden du fortvivler helt, er det derfor en god ide, at du deltager i en guidet tur til Prags største seværdigheder.
Der tilbydes rigtig, rigtig mange af slagsen og med alle mulige slags emner fra arkitektur over røverhistorier til øl. Langt de fleste foregår til fods, hvilket også er det eneste rigtige i de smalle gyder i Prag.
Guidet tur til de største seværdigheder
Er du lige ankommet til Prag, kan det anbefales at starte med en overblikstur for at du kan få en fornemmels af, hvordan Prag hænger sammen. Den bedste guidede tur i Prag er nærmest gratis, fordi man kun betaler de drikkepenge, som man synes, guiden har fortjent, når turen er færdig. Og de er en ordentlig klat penge værd, for de friske og underholdende guider er super motiverede og fortæller glad og gerne en ekstra anekdote.
To gange om dagen starter en guidet gåtur på tre timers til de største seværdigheder i Prag. En tur der fører dig forbi de seværdigheder, du ellers ville gå rundt og lede efter, fordi du kigger op ad den forkerte gyde, men også til higlights som Karlsbroen (selvfølgelig) og Prags borg Hradschin. Betragt turen, hvor du virkelig kommer forbi meget, som en introdution til steder, som du senere kan fordybe dig i. Der er nemlig ikke tid til at blive hængende i detaljer.
Startpunktet for turene er enten foran Starbucks på Den Gamle Rådhusplads, Stare Mesto, eller foran turistkontoret samme sted. Guiderne er nemme at kende, fordi de er iført knaldrøde t-shirts, og du skal bare sige, at du vil være med. Du skal dog kunne nogenlunde engelsk for at kunne følge med, når de begynder at fortælle om konger, krigere og andre deltagere i Prags historie. Desuden skal du sørge for at være iført fornuftigt fodtøj, for der er mange brosten undervejs.
Start: Mandag til søndag på Den Gamle Rådhusplads, Stare Mesto, Prag 1,
foran Starbucks kl. 10.30 og 13.45 eller foran turistkontoret på Stare
Mesto kl. 10.45 og 14.
Varighed: ca. 3 timer.