Udsigtspunkter i Prag

Udflugt med naturskønheder og slebet krystal

Man skal ikke gå mange skridt i Prags centrum og forbi ret mange turistboder, før man ved, at glas hører til blandt de mere traditionelle souvenirs. Bøhmisk krystal, det facetslebne ret tunge glas er noget, som deler vandene: Kønt eller katastrofalt?

Tager man på udflugt til området, Český ráj, det Bøhmiske Paradis, hvor der stadig laves traditionelt glas, kommer man hjem med et blødt punkt for det. Så er du advaret!

Først og fremmest er det Bøhmiske Paradis dog kendetegnet ved en stor landskabelig skønhed. Det skønne område er præget af interessante klippeformationer, søer og vandløb og hyggelige små byer fulde af karakteristisk bindingsværk. Man kan gå nogle dejlige ture, fx op til udsigtspunktet Mariánská vyhlídka, der ligger ca. 50 km nordøst for Prag, nær landsbyen Malá Skála.

Er du mere til spænding end til udsigter, så finder der i nærheden også klippelabyrinten Kalich – Chléviště. I 1600-tallet skjulte protestanterne sig for den katolske kejser og hans mænd i de smalle gyder. Bare rolig vejen er markeret, så du kan nemt finde ud igen! Vil du opleve traditionelt glas, så bør du tage på udflugt til byen Zelezny Brod, hvor glasproduktion siden 1100-tallet har spillet en vigtig rolle.

De nævnte udflugter er kun mulige med bil.

Tag på tidsrejse i Prag

Verdenshistorien er rullet ind over Tjekkiet mange gange, og især det 20. århundrede gav den fuld skrue med verdenskrige og revolutioner. Da Jerntæppet faldt ned efter 2. Verdenskrig og Tjekkiet blev kommunistisk, betød det, at de store rige adelsfamilier, som Tjekkiet var fuld af, fik frataget deres ejendom og smidt ud af landet. Efter kommunismens fald i begyndelsen af 1990-erne lykkedes det familien Lobkowicz at få en stor del af deres besiddelser tilbage. Og vi taler ikke om pebernødder!

I 2007 genåbnede familien deres palæ Lobkowicz ved Prags Borg Hradschin som et overflødighedshorn af et museum. På din rejse til Prag bør du unde dig en drømmerejse ind i de overdådige sale i selskab med kunst i verdensklasse og en af museets supergode audioguides.

Gå heller ikke glip af at nyde den fantastiske udsigt over Prag fra museumcafeens terrasse i selskab med lidt frokost. Et alternativ er de daglige koncerter, der finder sted i en af palæets sale.

Lobkowiczký palác, Jiřská 3.
Indgangen er lige ved skilderhusene.
Metro: Malostranská, herfra skal du gå opad trapperne mod Borgen.

Prags borg har mange højdepunkter

St. Vitus katedralens tårne

Der er mange højdepunkter i Prags borg. Gå på din ferie en stille tur i en af de smukke haver - duftene understreger oplevelsen. Du skal også gå ind i den kølige Vladislav Sal i det gamle kongeslot, 63 m lang, 18 m bred og 13 m høj med hvælvet, smukt dekoreret loft. Et tredje højdepunkt er bibliotekerne med millioner af uvurderlige bind i lokaler, der næsten damper af overflod, overklasse og overraskelser. Biblioteker med udsmykninger, så smukke, som var det et eventyrslot. Et absolut højdepunkt - i bogstaveligste forstand - er St. Vitus katedralens tårn. St. Vitus katedralen ligger centralt i Prags borg, og det tog 600 år at færdiggøre den. På din ferie i Prag bør du - hvis du orker det - bestige katedralens 99 m høje tårn og nyde udsigten fra det allerhøjeste punkt i Prag.

Petřín bjerget. Udsigt over Prag

Observatoriet på Petřín bjerget i Prag

Syd for Malá Strana ligger Petřín bjerget, der kan nås til fods eller med tandhjulsbanen fra Újezd gaden. Turen med tandhjulsbanen tager tre minutter. Petřín bjergets skråninger har en fantastisk udsigt over Prag mod øst, et stort grønt område foretrukket af unge lokale kærestepar og en stor park. På Petřín bjergets skråninger finder du en café med imponerende udsigt, et spejlkabinet, hvor folk morer sig og farer vild, en klodset udgave af Eiffeltårnet i Paris som her kun er 60 meter højt, et observatorium, legepladser for mindre børn og hyggelige stier til hånd i hånd-ture.

Turistkontoret i Staré Město

Turistinformation i Prag

Turistkontoret i Prag holder til i en af bygningerne i Rådhuset i Staré Město og her kan du få brochurer og kort, vejledning på mange sprog, hyre guider, købe billetter til diverse begivenheder og få en totaloversigt over dagens events. PIS i Staré Město er et besøg værd, når du starter din ferie i Prag - her kan du også få et overblik i bogstaveligste forstand. Toppen af Rådhustårnet i Staré Město har nemlig et 360 graders overblik over Prag. Derfor er det et ekstra godt sted at starte din ferie i Prag. Fra toppen af tårnet vil du opleve, at det der i mange andre byer har fået lov at forfalde, er her i Prag genopbygget, tilbageført og så vidunderlig smukt restaureret, at man føler, man står midt i historien selv. Turisterne ligner fra toppen af Rådhustårnet ikke helt de gamle borgere i middelalderens Prag, men du kan let forestille dig det.

Prags Nationalmuseum. Toppen af bakken

Nationalmuseet i Prag

For enden af Václavske Náměstí i Nove Město ligger Prags Nationalmuseum (Národní muzeum) majestætisk på bakketoppen. Fra bakketoppen har du en imponerende udsigt over Prag - nordpå ind over den gamle bydel, Staré Město, og det jødiske kvarter. Du kan også se Prags Borg, Pražský hrad, på venstre hånd bag de smukt renoverede bygninger.

Prags Nationalmuseum i Nove Město er et kæmpe, skulpturelt, massivt og samtidig smukt bygningsværk - også indenfor. Den pompøse trappe fører op til grundplanen. Mange besøgende mener i øvrigt, at den monumentale, marmorbelagte hall i al sin overdådige storhed overstråler udstillingerne af flinteøkser, skeletter og husgeråd fra middelalderen. Du bliver nødt til at udvælge en mindre mundfuld, for der er masser at se både indenfor og udenfor. Hvis du er til museer på din ferie i Prag, bør du absolut tage en guidet tur på Prags Nationalmuseum i Nove Město.

Abonnér på feed Abonnér på feed Bookmark and Share