Udflugter i og fra Prag

Prag ligger belejligt midt i Tjekkiet med nogle spændende udflugter inden for rækkevidde. Det kan være en fordel at leje en bil for at komme lettest ud af Prag på egen hånd. Du kan på din ferie opleve alt fra historiske kirker med underjordiske sølvminer til kurbyer med wellness. Fra bazaren i det nordlige Prag til resterne af en koncentrationslejr fra anden verdenskrig.

Bestil en rejse med fly og hotel i Prag

Tags: Udflugter

Cesky Krumlov - verdenskultur i den tjekkiske provins

Tre timers kørsel sydvest for Prag ligger byen Cesky Krumlov, der er en af de mest stemningsfulde byer i Tjekkiet.

På toppen af en bakke ligger en seværdig gammel borg, rundt om ligger skæve gamle huse i muntre farver, og tværs igennem det hele løber floden Moldau, der her slår et yndefuldt knæk.

Siden 1992 har Cesky Krumlovs historiske centrum været en del af UNESCOs Verdenskulturarv, og det er nemt at se hvorfor. Når du først sidder på markedspladsen med et krus øl, fx en Starobrno, og lader blikket glide henover de forbipasserende, ved du, det har lønnet sig at tage på udflugt sydpå. Der er usædvanligt kønt og hyggeligt i  Cesky Krumlov.

I Cesky Krumlov skal du besøge borgen, der er den næststørste i Tjekkiet og propfuld af spændende historiske rum. Borgen har noget så raffineret som en løvegård. Den har dog ikke været i brug i et par hundrede år.

Interesserer du dig for kunst, skal du besøge Egon Schiele Museet i  Cesky Krumlov. Den verdensberømte kunstner boede en overgang i Cesky Krumlov og malede en række fantastiske billeder. Desværre blev han nødt til at forlade provinsbyen igen, fordi byens borgere så skævt til ham og hans vilde livsstil.

Tags: Udflugter

Pilsen

En god times kørsel vest for Prag finder du Plzen, som pga. af sin specielle industri er et besøg værd. Byen Plzen – eller bare Pilsen - har en lang og bevæget historie at se tilbage på.

Virkelig verdensberømt er den dog blevet på to forholdsvis moderne produkter - biler og øl. Indtil Murens fald blev biler af mærket Skoda nemlig fremstillet her, og den dag idag brygges der noget af verdens bedste øl – siger nogen, Pilsner Urquell.

Du kan eventuelt starte dagen med et besøg på Pilsners øl bryggeri i udkanten af byen, hvor du kan se, hvordan man brygger øl og tilsidst i en skøn kælder smage det nybryggede øl tappet i store tønder. Fantastisk stemning!

Er du mere den teoretiske type, kan du besøge det spændende Bryggerimuseum i Pilsens yndige historiske bycentrum. Museet ligger i et hus fra 1400-tallet, hvor der altid har befundet sig et bryggeri og den autentiske stemning er meget tydelig.

Lige ved siden af finder du  en klassisk kro, Šenk Na Parkánu, hvor du kan nyde en Knødel med tilbehør. Aftal på forhånd, hvem der skal køre, for her er tale om en udflugt, der godt kan trække ud, når du først opdager deres ufiltrerede Pilsner.

Læs mere om udflugter til Pilsen.

 

Tags: Øl, Udflugter

Udflugt med naturskønheder og slebet krystal

Man skal ikke gå mange skridt i Prags centrum og forbi ret mange turistboder, før man ved, at glas hører til blandt de mere traditionelle souvenirs. Bøhmisk krystal, det facetslebne ret tunge glas er noget, som deler vandene: Kønt eller katastrofalt?

Tager man på udflugt til området, Český ráj, det Bøhmiske Paradis, hvor der stadig laves traditionelt glas, kommer man hjem med et blødt punkt for det. Så er du advaret!

Først og fremmest er det Bøhmiske Paradis dog kendetegnet ved en stor landskabelig skønhed. Det skønne område er præget af interessante klippeformationer, søer og vandløb og hyggelige små byer fulde af karakteristisk bindingsværk. Man kan gå nogle dejlige ture, fx op til udsigtspunktet Mariánská vyhlídka, der ligger ca. 50 km nordøst for Prag, nær landsbyen Malá Skála.

Er du mere til spænding end til udsigter, så finder der i nærheden også klippelabyrinten Kalich – Chléviště. I 1600-tallet skjulte protestanterne sig for den katolske kejser og hans mænd i de smalle gyder. Bare rolig vejen er markeret, så du kan nemt finde ud igen! Vil du opleve traditionelt glas, så bør du tage på udflugt til byen Zelezny Brod, hvor glasproduktion siden 1100-tallet har spillet en vigtig rolle.

De nævnte udflugter er kun mulige med bil.

Stromovka parken

En hund springer i søen og skræmmer en flok fornærmede gæs. Dagens drama i Stromovka. Det store tidligere jagtområde ligger nord for Hradchin, Prags borg,  i Prag 7 og er dejligt ufrisereret. Trænger du til frisk luft og ingen turister, så sæt dig i metroen eller sporvognen og kør til den 95 HA store park Stromovka.

Stromovka er vild natur midt i byen,  og parken er derfor meget populær som rekreativt område hos pragerne. Det første indtryk snyder dog, for Stromovka, der stadig til dels er omringet af den oprindelige mur fra 1300-tallet, er i meget høj grad formet af Rudolf 2’s ideer. Kejseren, der i 1500-tallet mere end nogen anden, satte sit præg på Prag , og for øvrigt også var Tycho Brahes arbejdsgiver, omdannede det oprindelige naturområde til en drømmehave med idylliske søer og vandfald.  Selvfølgelig ligger der også et yndigt  jagtslot. Rådyrene, egernene og marathonløberne er dog ægte nok. Og Stromovka parken har også adskillige legepladser.

U Vystaviste, Prague 7
Metro: Holesovice
Sporvogn: 5, 12, 14, 15, 17 eller veteranlinien 91 (fra sporvognsmuseet)

Karlstejn

I 1348 begyndte man at bygge borgen Karlstejn, og kun små ti år senere var de færdige. I dag ligger den stille og fredeligt 60 km nord for Prag.

Den imponerende borg, der godt kan få Hogwarts til at gå hjem og lægge sig, blev oprindeligt bygget som opbevaringssted for de bøhmiske kongers skatte. Kongen selv kom dog også af og til forbi, så derfor blev der ikke sparet på noget i indretningen. Fordi Karlstejn ikke var en forsvarsborg, var den stort set aldrig indblandet i krigshandlinger og står derfor overdådigt udsmykket som for 500 år siden.

Tag dig tid til også at gå en tur rundt i borgområdet. Først der forstår man, hvor stort bygningskomplekset egentlig er – og man kan så undre sig over, at de gjorde så meget ud af noget, der dybest set bare var en overdreven bankboks.

I dag er der dog ingen juveler tilbage. Historiens gang har sendt dem til Wien og Prag. Bemærk at der er næsten to km fra parkeringspladsen og op til borgen, som ligger på en høj bakke. Fornuftigt fodtøj er derfor et must.

Tags: Udflugter

Kutna Hora

Kutna Hora

En lille times kørsel øst fra Prag ligger Kutna Hora, som indtil for små 600 år siden var landets næststørste by og til tider endda hovedsæde for kongerne af Bøhmen, som denne del af Tjekkiet hedder. Siden da er der ikke sket så meget der, udover at byen er blevet optaget på Unescos liste over verdenskulturarv. Og det med god grund. Det føles i den grad som at træde ind i middelalderen, når man går rundt i de brostensbelagte gader.

Tidligere tiders storhed skyldtes enorme forekomster af sølv, som blev gravet op af jorden. I dag er Kutna Hora dog først og fremmest rig på middelalderarkitektur af den mest overdådige slags. Selv ganske almindelige borgerhuse ligner små slotte, og den ene kirke er mere vild end den anden.

Mest kendt i Kutna Hora er Barbara Domkirken, der regnes for en af de mest usædvanlige gotiske kirker i Europa. Du bliver helt bims, når du står og stirrer op i hvælvingernes fletværk.

Hvis du interesserer dig for historie og gerne vil kunne studere det i ro og fred, så tag til Kutna Hora. Endnu er den ikke overrendt, men det er kun et spørgsmål om tid, før den dukker op som kulisse i en Hollywoodfilm.

Tags: Udflugter

Stort Fashion Outlet i Prag

Outlet i Prag

Vidste du at der er et stort fashion outlet i Prag? Tæt på Prag ligger det store moderne Fashion Arena Outlet Center. Der kan du gå amok i ca. 75 forretninger med mange af de kendte mærker som fx Nike, Ecco, Tommy Hilfiger, Mango, Dyrberg/Kern og mange flere.

Du kan nemt komme dertil med metroen (Linje A) til Depo Hostivar og der holder den gratis Fashion Arena shuttle bus ved platform E.
Læs mere om Fashion Arena Outlet Center her

Oplev Prag med stil

Oplev Prag med stil

Hvis du vil have en oplevelse lidt ud over det sædvanlige, bør du tage på en rundtur i Prag med en gammel veteranbil. Du kan vælge mellem flere ture fra ca. 40. min. og helt op til 5 timer.

Der er også forskellige biler til rundturene, alt efter hvor mange man er. Det er også lige noget for børn i alle aldre.
Læs mere om rundturene her

Ballonflyvning lidt uden for Prag

Ballonflyvning uden for Prag

Skal du have en oplevelse ud over det sædvanlige, så skal du prøve en ballonflyvning. Udgangspunktet er bare 40 km syd for Prag tæt på det smukke Konopište castle.
Læs mere om ballonflyvning her

Tags: Udflugter

Kurbyerne Marienbad og Karlsbad

Hvis du vil forkæle dig selv og har tiden til det på din ferie i Prag, så tag et par dages ophold i en af de smukke kurbyer, Marienbad (Marianské Lázně) eller Karlsbad (Karlovy Vary). Det er begge oaser, flotte, pompøse og attraktive for både for krop og sjæl. En del af en kur er wellness i bedste hjemlige forstand: massage, bade og meget andet kropsligt. En anden del er kurmad og DRIKKE. Man drikker det nærende, rensende, sunde og rædselsfulde kildevand fra den helsebringende kilde her i paradiset Marienbad og Karlsbad.

Bazaren i Prag

Det gule marked i Prag

I Prag ligger en imponerende Bazar på samme halvø som udstillingsarealerne og parkanlægget med Krizik vandorglet. Det er altså lige nord for Moldau og centrum. Området hedder River Town Prague, men måske er det bedre kendt som Holešovice Marked eller slagter/kød markedet. I dag er det Prags butikscenter, og er altså både til frisk frugt, outlet butikker, genbrug og små boder med specialiteter.

Det er uhyre populært, og købere og sælgere kommer fra hele Prag, landet og ja, resten af Europa. 12 millioner købere kan ikke tage fejl, så mange besøger basaren i Prag hvert år. Det gør de kun, hvis de kan gøre en god handel. Her er simpelthen ALT, og det ser ikke ud til at være gammelt, beskidt eller brugt.

Bazaren kaldes Det gule marked. Der er også Det sorte marked. Vær opmærksom på, at en del af de dyre mærkevarer, der udbydes til salg, meget let kan være kopivarer.

Koncentrationslejren Theresienstadt

Theresienstadt (Terezín) er en af Anden Verdenskrigs mange koncentrationslejre. Fra den jødiske bydel i Prag og fra plancherne der, ved du måske allerede lidt om, hvor mange jøder, der blev dræbt i Bøhmen og Mären, to store landområder i det daværende Tjekkoslovakiet. Theresienstadt er en dyster, men lærerig og vigtig oplevelse for at forstå ikke bare Prags og jødernes historie, men hele verdens.

Byen Theresienstadt blev i 1941 af Gestapo omkranset af høje mure. Som så meget andet var her to sider af virkeligheden. Uden for murene en model for nazismens bud på en eksemplarisk jødisk bosættelse til den nye verden og indenfor en koncentrationslejr og gennemgangslejr for transporter til udryddelseslejren Auschwitz. Det store projekt lod sig især gennemføre, fordi mange jødiske intellektuelle, kunstnere og musikere fik adgang til at komme her. Alternativet kan man kun gætte på.

De lokale guider kan deres arbejde. De har historien under huden på en hel anden måde end vores generation, som er født efter krigen. Find en dansk - eller dygtig engelsktalende guide, de er her! Der er meget stille i Theresienstadt, og stilheden skal respekteres. De få fastboende smiler ikke. Der er støvet og gråt. Selv en gang maling kan ikke dække sporene af fortiden for kun godt 60 år siden.

Theresienstadt

Sct. Barbara kirken og sølvminen

Du kan også se den fantastiske Sct. Barbara kirke med de unikke tårne. Kirken ligger ca. en times kørsel fra Prag. Under kirken er stadigvæk de oprindelige sølvminegange. Har du lyst til at besøge en sølvmine, så er chancen her. Der er fine udstillinger af det udstyr, der blev brugt til at fremstille sølvmønter anvendt i det gamle Prag. I det fjortende og femtende århundrede blev der udvundet op til 6 tons rent sølv om året, en ganske betragtelig produktion af sølv af god kvalitet.

Abonnér på feed Abonnér på feed Bookmark and Share