Parker og haver i Prag

Stromovka parken

En hund springer i søen og skræmmer en flok fornærmede gæs. Dagens drama i Stromovka. Det store tidligere jagtområde ligger nord for Hradchin, Prags borg,  i Prag 7 og er dejligt ufrisereret. Trænger du til frisk luft og ingen turister, så sæt dig i metroen eller sporvognen og kør til den 95 HA store park Stromovka.

Stromovka er vild natur midt i byen,  og parken er derfor meget populær som rekreativt område hos pragerne. Det første indtryk snyder dog, for Stromovka, der stadig til dels er omringet af den oprindelige mur fra 1300-tallet, er i meget høj grad formet af Rudolf 2’s ideer. Kejseren, der i 1500-tallet mere end nogen anden, satte sit præg på Prag , og for øvrigt også var Tycho Brahes arbejdsgiver, omdannede det oprindelige naturområde til en drømmehave med idylliske søer og vandfald.  Selvfølgelig ligger der også et yndigt  jagtslot. Rådyrene, egernene og marathonløberne er dog ægte nok. Og Stromovka parken har også adskillige legepladser.

U Vystaviste, Prague 7
Metro: Holesovice
Sporvogn: 5, 12, 14, 15, 17 eller veteranlinien 91 (fra sporvognsmuseet)

Franziskanerhaven - rolige roser til ømme lægge

Franziskanerhaven

I 1341 plantede munke de første rosenbuske på det, der dengang var en kirkegård i Prag. Siden er både de oprindelige roser og munke forlængst gået til de evige jagtmarker, men klosterhaven, Franziskanerhaven, består stadig. Franziskanerhaven er en vidunderlig oase, hvor man kan snappe lidt frisk luft, efter at man har vandret rundt på den livlige og hektiske Václavplads, som Franziskanerhaven ligger gemt bag. Den lille legeplads i den ene ende er en kærkommen pause for sightseeing trætte børn og bænkene det perfekte sted at hvile de ømme lægge.

Franziskanerhaven i Prag er i sig selv er en spændende attraktion, fordi den stadig er historisk opbygget med smukke rosenbuer. Som alle klosterhaver var den tænkt som et sted, hvor den strukturerede opbygning skulle virke beroligende, så man kunne slappe af. Det kan mærkes. Det nuværende havehus var oprindeligt kapel, men i dag rummer det en modetøjsforretning.  Det kan man da kalde fleksibilitet.

Indgang: Fra Jungmannovo náměstí
Metrostation: Můstek

Petřín bjerget. Udsigt over Prag

Observatoriet på Petřín bjerget i Prag

Syd for Malá Strana ligger Petřín bjerget, der kan nås til fods eller med tandhjulsbanen fra Újezd gaden. Turen med tandhjulsbanen tager tre minutter. Petřín bjergets skråninger har en fantastisk udsigt over Prag mod øst, et stort grønt område foretrukket af unge lokale kærestepar og en stor park. På Petřín bjergets skråninger finder du en café med imponerende udsigt, et spejlkabinet, hvor folk morer sig og farer vild, en klodset udgave af Eiffeltårnet i Paris som her kun er 60 meter højt, et observatorium, legepladser for mindre børn og hyggelige stier til hånd i hånd-ture.

Abonnér på feed Abonnér på feed Bookmark and Share