Arkitektur i Prag

Det dansende hus - cement med sving i hoften

De fleste bygninger i Prag er seværdige, fordi de emmer af kunsthistorie, store rober og pudret hår. Det er fortiden, der fylder i gadebilledet! Netop derfor virker kontorbygningen Det Dansende Hus på Rašínovo nábřeží  80 i Prag 2 særligt iøjnefaldende. Det er noget, man aldrig har set før!

Moderne storbybyggeri af den amerikanske stjernearkitekt Frank Gehry vækker altid international opmærksomhed, fordi han skaber meget dynamiske og helt anderledes bygninger, og med Det dansende hus er der for alvor kommet liv i kludene.

De to runde tårne læner sig kærligt mod hinanden som om de er to takter fra at sætte i en fox-trot. Derfor er Det dansende hus også kendt som Ginger & Fred, opkaldt efter Ginger Rogers og Fred Astaire, det store dansepar i 1950'ernes Hollywood. Fordi huset vender ud mod Moldau og ikke er klemt inde i en smal gyde, virker det selvfølgelig også endnu mere levende.

Oprindeligt var huset tænkt som et kulturhus, men priserne røg sådan op, at der i dag hovedsagligt er internationale firmaer inde bag de spejblanke ruder.

På toppen finder du dog den anerkendte restaurant Celeste, så du kan roligt gå indenfor for at få et indtryk af, hvordan de skæve vinkler virker indenfor.

Tančící dům, Rašínovo nábřeží  80, Prag 2

Smukke husskilte i Prag

Storch husets facade

De smukke husskilte i Prag er en lille sjov detalje, som du oftest støder på i Malá Strana området. De går helt tilbage til middelalderen og blev brugt i stedet for husnumre.

Går du via Nerudova gaden til slottet, støder du på de fleste. De mest kendte er fx De To Sole, Tre Violiner og Den Gyldne Nøgle.

Prags borg og de arkitektoniske mesterværker

I Prags borg er der bygninger, der er bygget skæve for at se mere lige ud i vores øjne. Uden den superavancerede konstruktion ville vi opleve skævheder, som alene perspektivet i samspillet mellem vores øjne og hjerne skaber. Mestre i bygningskunst har gennem årtusinde forstået at bedrage os, så lofter hvælver selvom de er flade. Malere får figurernes blikke til at forfølge os og billedhuggerne får skulpturen til at ændre form, mens den drejer, så vi tror, at vi ser spøgelser.

Arkitektur. Oplev Wiehls Hus og Hotel Europa

Hotel Europas smukke facade i Prag

Når du på din ferie i Prag går midt på Václavplads på selve midterrabatten, hvor gaderne Jindřišská og Vodičková krydser Václavske Náměstí, kan du opleve ét af de mest storslåede huse, Wiehls Hus. Det er bygget af en lokal arkitekt i Prag, Antonín Wiehl, og færdiggjort i 1896. Husk at kigge op ad Wiehls Hus. Man mister næsten pusten over facaden - rendyrket Neo Renæssance. Udsmykningsmetoden hedder sgraffito, og det er ikke en stavefejl. Det er en avanceret farve- og dekoreringsteknik, som du kan finde anvendt mange andre steder i Nove Město og resten af Prag.

På den modsatte side af Václavplads i Nove Město bør du se Hotel Europas vidunderlige facade, igen bedst ved at lægge nakken tilbage. Er du til kaffe og kage på din tur rundt i Nove Město, kan du besøge Hotel Europa Café. Her kommer man for at blive set. Og kagerne smager altså bedre end de ser ud til, selvom priserne er ublu.

Prags Nationalmuseum. Toppen af bakken

Nationalmuseet i Prag

For enden af Václavske Náměstí i Nove Město ligger Prags Nationalmuseum (Národní muzeum) majestætisk på bakketoppen. Fra bakketoppen har du en imponerende udsigt over Prag - nordpå ind over den gamle bydel, Staré Město, og det jødiske kvarter. Du kan også se Prags Borg, Pražský hrad, på venstre hånd bag de smukt renoverede bygninger.

Prags Nationalmuseum i Nove Město er et kæmpe, skulpturelt, massivt og samtidig smukt bygningsværk - også indenfor. Den pompøse trappe fører op til grundplanen. Mange besøgende mener i øvrigt, at den monumentale, marmorbelagte hall i al sin overdådige storhed overstråler udstillingerne af flinteøkser, skeletter og husgeråd fra middelalderen. Du bliver nødt til at udvælge en mindre mundfuld, for der er masser at se både indenfor og udenfor. Hvis du er til museer på din ferie i Prag, bør du absolut tage en guidet tur på Prags Nationalmuseum i Nove Město.

Abonnér på feed Abonnér på feed Bookmark and Share